Alle individuelle turneringer i Danmark tilmeldes via Badminton Danmarks portal: www.badmintonplayer.dk. Her kan man også finde oversigter over holdkampe og spillernes ranglisteplaceringer.
For at tilmelde en spiller, skal to ting være oprettet:
En brugerkonto (typisk oprettet af en forælder)
Et BadmintonID (en spillerprofil med navn og fødselsdato)
Brugerkontoen bruges til login og betaling. BadmintonID’et tilknyttes spilleren og bruges til tilmelding og ranglisteføring. Har barnet tidligere deltaget i en holdkamp eller klubtur, er der ofte allerede oprettet et BadmintonID af klubben.
Når du opretter din brugerkonto som forælder, skal du efterfølgende finde og tilføje dit barns BadmintonID via funktionen “tilføj spiller”. Hvis barnet endnu ikke har et BadmintonID, kan du selv oprette det. Du kan tilknytte flere spillere til den samme brugerkonto, hvis du f.eks. har flere børn eller selv spiller badminton.
Når først det hele er sat op, er det nemt fremover – du logger bare ind og kan tilmelde turneringer samt følge resultater og ranglister.
Sæsonplanen på badmintonplayer.dk giver overblik over alle individuelle turneringer i landet. I kan frit vælge turneringer, der passer til jeres planer – uanset om de foregår i lokalområdet eller længere væk. Hvis I har lyst til at tage en tur til fx Odense eller Hjørring, bliver I som regel taget godt imod – og vi lover, at de vil synes det er fedt at se Dragør Badminton stille op!
Turneringerne opdeles i aldersgrupper:
U9 – født 2017 og senere
U11 – født 2015-2016
U13 – født 2013-2014
U15 – født 2011-2012
U17/U19 – født 2007-2010
Der bruges i årgangene rækkebogstaver som betegner spillernes niveau fra begyndere til erfarne spillere: D-række , C-række, B-række, A-række, M-række (Mester) og E-række (Elite). De øverste rækker i hver årgang er U9 C, U11 A, U13 M, U15 E, U17 E og U19 E.
Du kan se dit barns aktuelle årgang og række i spillerens profil. Når du søger turneringer i sæsonplanen, skal du finde dem, der udbydes til den relevante aldersgruppe og række.